En cellesluse er den mest anvendte form for materialetilførsel til pneumatisk transportanlæg, både i forholdt til tryk- og vakuumtransport. Der er også en række andre applikationer, hvor en cellesluse finder anvendelse. F.eks. som simpel kontrol af produktflowet til dosering fra en silo eller big-bag.

En cellesluse er pr. definition den simpleste form for maskine, da den kun har én bevægelig del, når man ser bort fra drevet.

En cellesluse består af et rotorhus med ind og udløb, to endedæksler samt en rotor. Rotoren er en aksel med et antal blade, der opdeler den i lommer. Bladene kan enten være faste eller udskiftelige. Rotoren roterer i rotorhuset og kan således lukke produktet ned i lommerne der vender opad, og tømme lommerne igen, når de vender nedad. Rotoren er enten direkte drevet eller drives via kædetræk.

På trods af celleslusens simple konstruktion, løser den en række forskellige funktioner:
  • Kontrol af produktflow til en forudbestemt kapacitet
  • Vedligeholdelse af en trykforskel mellem to processer, f.eks. i et vakuumtransportsystem
  • Fungere som en eksplosionsbarriere
  • Fungere som en flammebarriere
  • Fungere som en isolation af en proces, f.eks. i et spraytårn

Ud over at celleslusen skal fungere i en eller flere af ovenstående situationer, skal celleslusen også kunne håndtere produkter med forskellige karakteristika.

Der findes to typer cellesluser:
  • Gennemfaldscellesluse, hvor produktet passerer lodret igennem celleslusen
  • Gennemblæsningscellesluse, hvor produktet passerer lodret ind i slusen og bæres vandret ud af celleslusen med en luftstrøm, der enten er skabt af et over- eller undertryk. Denne type cellesluse finder kun anvendelse i pneumatisk tryk- og vakuumtransportsystemer.

ATEX godkendelser

Cellesluser kan anvendes som en barriere for både flammer og eksplosion indvendigt i et anlæg. Dvs. at en udbredelse af en brand eller eksplosion kan stoppes ved celleslusen. Det er således ikke unormalt at en cellesluse udelukkende er indsat i anlægget af denne ene grund.

I dette tilfælde definerer ATEX direktivet 2014/34/EU celleslusen således: “Sikringssystemer der kan begrænse det område der rammes af en eksplosion, og som markedsføres særskilt som autonome fungerende systemer”

For at celleslusen kan anvendes til dette, skal denne type være godkendt af et bemyndiget organ. Dvs. det er ikke fabrikanten selv der kan udstede en godkendelse for overholdelse af kravene i ATEX direktivet.

Det bemyndigede organ tester celleslusen og validerer dokumentationen og fabrikantens kvalitetssikringssystem.

Overholdes de gældende krav, udstedes et certifikat af det bemyndigede organ med betingelser, grænser samt zoner hvori celleslusen må anvendes.

Fabrikanten er herefter ansvarlig for at producere cellesluserne i henhold til de givne specifikationer, som godkendelsen er udstedt for, samt opmærke den herefter.

De fleste cellesluser vi leverer er godkendt som flamme og eksplosionsbarriere samt til installation i Ex zoner.

Vi leverer også tovejsfordelere og multiportfordelere til installation i Ex zoner.

Menu